Mikael Thinghuus Vi omsætter ideer til praksis I de seneste udgaver af Navigatio har jeg især berørt to emner. For det første: Royal Greenlands commitment, ikke bare til seafood, men i lige så høj grad til Grønland. Og for det andet: Den altafgørende vigtighed af, at vi - som virksomhed og som medarbejdere - er tæt på fisken og tæt på kunderne og forbrugerne. Disse to emner fanger formålet med Royal Greenland: Til glæde for hele det grønlandske samfund skal vi bæredygtigt maksimere værdien af de naturressourcer, vi har adgang til, ved at bringe den enkelte fisk eller reje til netop den forbruger, der værdsætter den højst og derfor vil betale den højeste pris for den. Det kunne lyde som en hel masse fine ord, men dette nummer af Navigatio illustrerer, hvad ordene betyder i praksis - og viser nogle af de ting, som vi kan i Royal Greenland, og som der faktisk ikke er så mange andre, der kan, nemlig at vi omsætter ideer til praksis. Mange Royal Greenland medarbejdere i hovedkontoret, på kysten, i Danmark og i hele verden er involveret i de mange uddannelses- og opkvalificeringstiltag, vi har igangsat gennem de seneste par år. De tiltag dækker hele spektret fra faglige kurser over Royal Greenland Academy og praktikantordninger i og udenfor Grønland til det nye International Management Trainee-program. På de næste sider kan I møde deltagere på de forskellige programmer. Samlet set demonstrerer artiklerne og de medarbejdere, der optræder i dem, at vi alle kan blive dygtigere, hvilket er til gavn for såvel de medarbejdere, der bliver dygtigere, som for Royal Greenland og de samfund, vi er en del af. Vi skylder en stor tak til de medarbejdere i og udenfor HR, som i fællesskab har løftet os gevaldigt på uddannelses- og opkvalificeringsområdet. Hvis I kun læser én artikel i dette Navigatio, skal det faktisk ikke være denne leder af mig. Nej, så skal det være den artikel, der er skrevet af vores erhvervspraktikant i Japan. Den rammer lige nøjagtigt ned i dét, jeg mener, når jeg igen og igen taler om at være tæt på forbrugeren. Vi kan kun være tæt på forbrugeren - og på vores kunder, som jo er bindeleddet mellem os og forbrugeren, hvis vi bevæger os blandt dem til hverdag. Det er slet ikke tilstrækkeligt at vide, at i det og det land spiser de fisk. Vi skal vide, hvem der spiser hvilke fisk ved hvilke lejligheder, og hvordan de er tilberedt. Vi skal vide, hvilke arter vores arter konkurrerer med. Vi skal vide, om det især er unge eller gamle forbrugere, der spiser vores fisk. Vi skal vide, om de gør det af vane, fordi det smager godt, fordi det er sundt - eller af en helt anden grund. På den måde kan vi identificere de forbrugere, der er villige til at betale den bedste pris for de ressourcer, vi har adgang til. Og på den måde kan vi identificere nye ressourcer og nye produkter, der kan afsættes gennem de kunder, vi allerede har, til de forbrugere, vi allerede har fat i. Artiklerne om og fra Japan peger i den rigtige retning, så læs dem. Og læs så i øvrigt resten af Navigatio ved samme lejlighed. Jeg synes, det er et rigtig godt nummer, vores folk har skruet sammen. Med ønske om en god sommer, godt fiskeri og godt salg, Mikael Thinghuus, administrerende direktør Royal Greenland A/S · Postboks 1073 · 3900 Nuuk · Tlf. +299 36 13 00 · Fax: +299 32 33 49 · royalgreenland@royalgreenland.com · www.royalgreenland.gl nAvigAtio udgives Af royAL greenLAnd A/s Bladet er gratis og kan bestilles hos royalgreenland@royalgreenland.com AnsvArshAvende redAktør: Káte Hansen, kaha@royalgreenland.com Nutserisoq: Hanne Petersen LAyout: Info Design aps tryk: Specialtrykkeriet Viborg as 2 NAVIGATIO NR. 37 2013
Download PDF file
Build your own flipbook