Innovation – fra ide til virkelighed Jeg har i flere af de foregående udgaver af Navigatio været inde på begrebet ”innovation”. Det vil jeg gerne bygge videre på her. I daglig tale bliver ”innovation” ofte brugt, som om det betyder ”at få nye ideer”. Det er ikke helt korrekt. ”Innovation” betyder ”at få nye ideer og gennemføre dem i praksis”. Dét med at gennemføre ideerne i praksis er helt afgørende. Som nogen af jer har hørt mig sige, er det at få en god ide cirka 1 procent af arbejdet, mens det at gennemføre den er de andre cirka 99 procent af arbejdet. Der er mange mennesker og virksomheder, der får gode ideer, men det er de færreste, der har kompetencen, disciplinen og viljen til at gennemføre dem. At få en god ide er nemlig ret nemt (man kan få den i badet om morgenen, mens man spiser frokost med kollegaerne, eller mens man er ude og gå tur med familien om aftenen). At gennemføre en ny ide i praksis er sjældent nemt. Det vil som regel koste blod, sved og tårer. Gennemførsel af en ny ide vil næsten altid være forbundet med mange forsøg, der slår fejl, og her kræver det sin mand eller kvinde at ryste nederlaget af sig og så prøve en ny vinkel. Dette nummer af Navigatio er fyldt med eksempler på ideer, der ikke bare er ideer, men som er ideer, der er ved at blive gennemført i praksis. Søpindsvin til Japan. Brøndbåde og netbure til torsk. Frossen stenbiderrogn i Paamiut. Lean i Ilulissat. I alle tilfælde er vi i Royal Greenland gået i gang med at gennemføre ideer, som ikke i praksis er gennemført i Grønland tidligere. Nogle af ideerne er slet ikke nye – men det er bare aldrig lykkedes nogen at gennemføre dem i den virkelige verden. Søpindsvin til Japan er et godt eksempel. Ideen er jo ret indlysende: Der er masser af den helt rigtige type søpindsvin i Grønland, og japanske forbrugere elsker søpindsvin, så lad os sende grønlandske søpindsvin til Japan. Det var så 1 procent af arbejdet, ja, måske endda mindre end 1 procent. Hele udfordringen ligger nemlig i at sammenskrue en produktionsproces og en logistisk, som sikrer, at den spiselige del af søpindsvinet kommer i hænderne på den japanske forbruger i en kvalitet og til en pris, der gør, at forbrugeren er interesseret i produktet. Som jeg forstår det, har man tidligere gjort forsøg med grønlandske søpindsvin til Japan, men det lykkedes ikke. Det er 20-25 år siden, og da alle kunne huske, at det ikke duede dengang, er der, så vidt jeg ved, ikke nogen, der har arbejdet med det siden. Så det var en god ide – men der var ingen innovation, da ideen jo ikke blev gennemført i praksis. I løbet af de sidste 20-25 år er der sket mange og store teknologiske fremskridt, og forbrugernes vaner og ønsker har såmænd også ændret sig i den generation, der er gået. Det gør, at vi tror på, at vi ved en koncentreret og systematisk tilgang til fangst, produktion og logistisk vil kunne komme meget længere, end man gjorde, da man prøvede det sidst. Og hvis det heller ikke fungerer denne gang? Så bliver vi ved med at prøve – for det er vitterlig en god ide at bæredygtigt høste en uudnyttet grønlandsk ressource og så sælge den til forbrugere, hvis livskvalitet bliver forøget af at få adgang til den. Nøjagtig den samme tankegang gør sig gældende for den frosne stenbiderrogn fra Paamiut. Ideen er igen ret indlysende: Der er masser af stenbiderrogn i Grønland (og nu endda MSC certificerede), og de fleste forbrugere foretrækker den naturlige stenbiderrogn fremfor den stærkt farvede og saltede stenbiderrogn, så lad os sende fersk stenbiderrogn til Europa og måske på sigt også Asien. Det var så igen 1 procent af arbejdet. Innovationen ligger i at kunne indhandle, bearbejde og pakke stenbiderrognen, så den bevarer sit naturlige udseende, smag og konsistens – og 2 NAVIGATIO NR. 2 • 2015
Download PDF file
Build your own flipbook