NAC v3 Overskriften lyder lidt som navnet på et computerspil – men det er det ikke! NAC v3 står for The North Atlantic Champion version 3, og NAC v3 er den nye og forbedrede version af Royal Greenlands strategi. Som man kan høre af navnet, er NAC v3 den naturlige efterfølger til NAC v2 og før det til den oprindelige North Atlantic Champion-strategi, som vi formulerede i 2013. Hovedsigtet med den oprindelige NAC-strategi var, at Royal Greenland skal fokusere vores menneskelige og økonomiske ressourcer på udvikling af de nordatlantiske produkter, som er selve grundlaget for vores eksistens, og på udvikling af de markeder, hvorpå de sælges. Det formål er til fulde opfyldt gennem en kombination af frasalg af aktiviteter, tilkøb af nye aktiviteter og – ikke mindst – organisk vækst af vores oprindelige nordatlantiske forretning. Fra 2013 og til nu har vi fordoblet vores volumen af nordatlantiske produkter. I 2013 udgjorde de nordatlantiske produkter mindre end en tredjedel af Royal Greenlands samlede volumen. I dag udgør de nordatlantiske produkter mere end to tredjedele. Den ændrede sortimentssammensætning har også medført et ændret markedsmix: Hvor vi for fem år siden solgte godt 10 procent af vores produkter i Asien, sælger vi i dag over 25 procent i især Kina og Japan. På den måde har den oprindelige NAC-strategi medført en omlægning af vores virksomhed, som er mere radikal, end man måske lige tænker over i det daglige arbejde. Et par år senere opgraderede vi den oprindelige NAC-strategi til NAC v2. Den væsentligste ændring i forhold til den oprindelige strategi var, at produkter udover rejer og hellefisk fik en mere prominent placering. Det gjaldt især snekrabber og torsk. NAC og NAC v2 har tjent os rigtig godt, hvilket demonstreres ikke bare af de rent økonomiske tal, men også for eksempel af antallet af beskæftigede i Royal Greenland. Royal Greenland har derfor ikke haft brug for en fuldstændigt ny strategi. Vi har ikke haft brug for revolution – men for fortsat evolution i omtrent den samme retning, som vi er gået de seneste fem eller seks år. Det kan måske lyde kedeligt, men det er det absolut bedste for virksomheden, for vores medarbejdere, for vores ejere og for de mange lokalsamfund, vi arbejder i. Dels fordi The North Atlantic Champion er en fremragende strategi, og dels fordi kontinuitet skaber trygge rammer for alle: kunder, fiskere og medarbejdere. Den væsentligste evolution af strategien vedrører værdimaksimering. Det vil ikke komme som en overraskelse for faste læsere af denne leder i Navigatio, hvor værdimaksimering har været det centrale tema i 2017 og 2018. 2 NAVIGATIO NR. 2 • 2018
Download PDF file
Build your own flipbook